Pressemeddelelse, søndag den 23. august 2015:
Danske René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub, afsluttede et storslået VM i Milano med en 4. plads på 5.000 metermassestart. Australske Kenny Wallace genvandt VM fra de to seneste år, og tog sin 4. VM-titel på distancen siden den kom på VM-programmet i 2010. Den eneste, der har vundet udover Wallace, er tyske Max Hoff, der vandt i 2011, blev nummer to sidste år og to igen i år, 3 sekunder efter australieren.
I en hård kamp om bronzen roede Aleh Yurenia (Hviderusland) ind i René Holten Poulsen to gange til sidst i løbet og sikrede sig bronzen, mens en meget træt dansker tog sig af 4. pladsen.
“Det har været et hårdt VM, og jeg er virkelig træt og var også træt inden starten på 5.000 meter-finalen, så egentlig er det fint at blive nummer 4 efter de her stærke navne, selvom jeg meget gerne ville have vundet min første VM-medalje på 5.000 meter i dag,” lyder det fra René Holten Poulsen.
“Jeg var fint med i løbet, indtil Yurenia roede ind i mig, så jeg mistede min placering. Jeg fik kæmpet mig op igen, men da vi skulle overhale en kenyaner med en omgang klemte Yurenia mig af med vilje ved at ro ind i mig igen, og jeg jeg havde ikke flere kræfter tilbage. Lad os bare sige, at det kke var et flinkt move af Yurenia, men sådan er det, dommerne vurderede, at det var et uheld, så det er bestemt ærgerligt, når vi ellers kunne have roet om bronzen. Wallace har kun tabt én 5 km og det var i 2011 til Hoff, så han er meget stærk på denne distance.”
Bedste danske VM-resultat nogensinde
“Det har virkelig været et godt VM for mig og jeg er rigtig godt tilfreds. Det fedeste er, at jeg er den første dansker, der har opnået dobbelt VM-guld ved samme VM. Der er dog mere i mig, og Zoltan og jeg er slet ikke færdige med podiet endnu. Selvom jeg vandt to guldmedaljer, så kan jeg stadig forbedre mig i K1 og udviklingspotentialet i K2 med Nils Boe er ret stort. Selvfølgelig er det ærgerligt, det ikke lykkedes fuldt ud med et stærkt resultat og OL-kvalifikation i K2, men vi kommer tilbage og ror om det i maj,” fortæller danskeren, der blev den kun 6. i historien, der har vundet VM i samme år på K1 500 og 1.000 meter – og den første i hele 18 år. Dog vandt den norske legende Knut Holman doublen ved OL i Sydney i 2000, hvor hans træner hed Zoltan Bako, der nu er dansk landstræner…
Kajakroere, der har vundet VM i samme år på både K1 1.000 meter og K1 500 meter:
1954: Gert Friedriksson, Sverige
1973: Géza Csapó, Ungarn
1977: Vasile Diba, Rumænien
1986: Jeremy West, Storbritannnien
1997: Botond Storcz, Ungarn
2015: René Holten Poulsen, Danmark