Pressemeddelelse søndag den 12. juni 2022
René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub, er sammen med sin makker, Victor Aasmul, Lyngby, klar til både VM og EM på K2 500 meter, der er ny olympisk disciplin i Paris 2024.
Ved dagens udtagelsesløb på Bagsværd Sø, Bagsværd Regatta, vandt de sikkert finalen, og er dermed klar til at træne målrettet frem mod VM, der finder sted i Canada i begyndelsen af august. Her skal de forsøge at forbedre 7. pladsen fra VM på Bagsværd Sø i 2021.
René Holten Poulsen udtaler:
“Vi er meget tilfredse med udtagelsen, og vi får vist, at vi er den stærkeste danske båd. Vi har fået bedre styr på vores start siden seneste world cup i Poznan for to uger siden, og vi var et godt stykke foran og kunne endda slippe trykket 25 meter fra mål. Vi er i det hele taget kommet godt videre siden Victor forstuvede hånden fire uger inden world cuppen, hvor han ikke kunne træne, og nu kan vi fokusere på VM, hvilket vi er rigtig glade for,” siger han.
“Vi fik arbejdet godt videre på vores taktik fra world cuppen i Poznan, hvor vi formår at blive nummer 5 kun fire uger efter Victor forstuvede hånden, og vi glæder os til VM i starten af august, hvor vi tror, at vi kan blande os i toppen. K2 500 meter er ny olympisk disciplin og erstatter K2 1.000 meter i Paris 2024, så det er den toerkajak, der bliver satset på internationalt.”
Top-3, K2 500 meter – Bagsværd Regatta 2022 – udtagelse til VM og EM 2022:
1) René Holten Poulsen/Victor Aasmul – 1:32.600
2) Morten Graversen/Simon Schuldt-Jensen – 1:33.643
3) Christian Farstad/Gustav Bock – 1:33.816
Resultatliste:
http://dk.youpaddle.org/begivenheder/2022/bagsvaerd-regatta-2022/loeb-maend-senior-k2-500-meter-finaler
Sommerens mesterskaber:
VM: 3.-7. august, Halifax, Canada
EM: 18.-21. august, München, Tyskland
VM i Canada bliver den tidligere danske verdensmesters 15. VM på seniorniveau, det 12. på sprint.
Sprint: 2007, 2009, 2010, 2011, 2013, 2014, 2015, 2017, 2018, 2019, 2021 og 2022.
VM afholdtes ikke i 2008, 2012 og 2016 pga OL samt i 2020 pga corona. Der var både OL og VM i 2021 pga corona.
Derudover tre deltagelser ved VM i marathon: 2007, 2009 og 2013.
Fotos: Søren Aasmul