Flot VM 5. plads i K2 til René og Morten Graversen i kun 3. løb sammen

Flot VM 5. plads i K2 til René og Morten Graversen i kun 3. løb sammen
24. august 2018 Press
I Nyheder

Pressemeddelelse – 24. august 2018:

René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub, og Morten Graversen, Silkeborg, roede i dag et stort VM-resultat hjem, da duoen efter kun tre løb sammen i toerkajakken blev nummer 5 i den olympiske 1.000 meter toerkajak. Vindere blev Max Hoff og Marcus Gross fra Tyskland, der begge blev olympiske mestre i 2016, Hoff i K4 og Gross i K2 og K4. Spanien vandt sølv mens forsvarende verdensmestre fra Serbien blev nummer 3 i tæt kamp med Australien.

Danskeren lagde rigtig fint ud og lå toer efter 250 meter. Stille og roligt var det Tyskland, Danmark og Australien der lagde sig i front, og den danske båd rundede de 500 meter forrest. Herefter begyndte især tyskerne at røre på sig og også de forsvarende verdensmestre fra Serbien ville lege med, mens danskernes manglende erfaring i samroning måske begyndte at spille ind. På den sidste fjerdedel slap kræfterne op, men danskerne roede en flot og yderst godkendt 5. plads hjem i deres mesterskabsdebut.

“Vi kunne ikke have gjort det bedre end vi gjorde idag. Vi var med fremme stort set hele vejen og først 150 meter fra mål var podiepladserne uden for rækkevidde. Vi har kun trænet sammen i to måneder og jeg oplever, at vi bliver bedre og bedre hver gang vi går i båden. Vi lykkedes med at overholde de aftaler, som vi sætter os og det giver os et godt udgangspunkt for udvikling,” lyder det fra en tilfreds René Holten Poulsen.

Tilfredshed fra sportschefen
“Vi er alle særdeles tilfredse med resultatet, som viser ,at det var den rigtige beslutning vi tog efter EM. Drengene har på meget kort tid vist, at der er et stærkt fundament med et stort potentiale. Morten har virkeligt fyldt sin rolle ud og trådt i karakter i samspil med René, mens René har vist hvilken forskel han kan gøre med sin styrke og erfaring. Han fortjener virkelig respekt for den måde han har påtaget sig ansvar, trådt i karakter på den gode måde og udfyldt rolle som den erfarne i båden. Selvfølgelig ville de gerne have taget den medalje de lå til i første del af løbet, men deres fokus er langsigtet og på 2020. Dette var et vigtigt delmål på vejen, og de bliver spændende at arbejde videre med,” lyder det fra sportschef Lars Robl.

I morgen lørdag gælder det herrernes enerkajak på den olympiske 1.000 meter for René Holten Poulsen. Semifinale om formiddagen og finale tidlig eftermiddag.

Her kan du se VM i kajak:
VM i kajak kan ses live på TV 2 Sport  lørdag fra 11.15 og streames ligeledes live via det internationale kano- og kajakforbunds hjemmeside: https://www.canoeicf.com/ og Planet Canoe YouTube-kanal: https://www.youtube.com/channel/UCVagCjubko2x50KpYhnLsCQ

Program- og resultatlink:
http://timetable.canoesprintportugal.com/

René Holten Poulsens program – BEMÆRK: Portugal er EN TIME BAGUD. Tider nedenfor er angivet i både lokale og danske (DK i parantes) tider:

Lørdag den 25. august:
10.05 (11.05 DK tid) – K1 1.000 meter semifinale, 1-3 i hver semifinale kommer i A-finalen

12.21 (13.21 DK tid) – K1 1.000 meter A-finale.

Søndag den 26. august:
16.50 (17.50 DK tid) – K1 5.000 meter massestart.