VM i Portugal 2018: René ror K1 og K2 1.000 meter og K1 5.000 m

VM i Portugal 2018: René ror K1 og K2 1.000 meter og K1 5.000 m
22. august 2018 Brian Martin Rasmussen
I Nyheder

Pressemeddelelse 22. august 2018:

VM i kajak i Portugal begynder i morgen i Portugal, og det bliver en ny start for René Holten Poulsen, Danmarks mest vindende kajakroer gennem tiderne, efter den store skuffelse ved EM i starten af juni. Her var der ikke meget, der gik kajakroerens vej og han kom ikke i A-finalen på 500 og 1.000 meter, en skuffelse for Poulsen, der ikke havde misset en A-finale siden 2011. Han ramte bunden både resultatmæssigt og mentalt, og som en konsekvens deraf ville kajakroeren starte forfra. Han skulle ‘back to basics’ og genfinde sig selv som kajakroer.

Ved VM i Montemor-o-Velho i Portugal er tidligere resultater derfor glemt, og kun nutiden står for døren.

I Portugal stiller René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub op i enerkajak på den olympiske 1.000 meter, samt toerkajak – også på OL-distancen 1.000 meter – med en ny makker i Morten Graversen fra Silkeborg. VM sluttes af med massestarten søndag eftermiddag over 5.000 meter. Derfor er 500 meter-distancen droppet i år. Fokus ligger på OL-distancerne og Tokyo om præcis to år.

Fokus på de olympiske distancer
“Fokus er på toerkajak frem for 500 meter, både i forhold til OL om to år, men også fordi 500 meteren ligger for tæt på min primære distance i enerkajakken, 1.000 meter. Samtidig har jeg roet 500 meter i mange år nu med gode resultater, men som en konsekvens af EM vil jeg gerne ryste posen og prøve noget nyt. Morten og jeg har ikke roet konkurrence sammen i K2 før, og hvorfor ikke tage debuten til VM?” spørger den danske kajakstjerne.

Udgangspunktet de sidste 10 uger har været at starte forfra med EM som en slags ground zero. Og på den måde er danskeren fortrøstningsfuld forud for VM.

Back to basics har fungeret
Den danske kajakroer har i tiden mellem EM og VM kun haft fokus på træning, restitution og det mentale – meste andet er skåret bort i jagten på genrejsning.

“Vi har måttet tage udgangspunkt i de 2,5 måneder vi havde til rådighed mellem EM og VM. Vi har arbejdet klogt i de 10 uger, været så tålmodige som vi kunne tillade os, og været så rationelle som vi kunne. Vi har ikke fedtspillet, og har strammet op, hvor vi kunne, ændret i træningen og min træner Zoltan Bako og jeg og Morten Graversen har haft en tæt dialog for at møde så velforberedte op til VM som muligt. Med udgangspunkt i de 2,5 måned vi har haft til rådighed siden EM, tror jeg at dette er en af de få gange i min karriere, at jeg ikke tror jeg kunne have gjort noget bedre. Vi har diskuteret og vendt og drejet træningerne, været kloge og undgået at dumme os med fx overtræning. Vi har gjort det vi kunne med det vi havde, og så må vi se om det er nok,” fortæller René Holten Poulsen fra Portugal inden det går løs for danskeren torsdag formiddag.

Allerede efter en uges tid efter EM begyndte det at vende og gå meget bedre for René Holten Poulsen.

“Vi fik lagt et klart fokus og alt blev samlet for landsholdet. Vi gik tilbage til at træne markant hårdere, og jeg synes, det er gået godt. Både jeg selv, og Morten og jeg sammen, har roet gode tider op mod VM, så jeg har ro i sindet. Jeg vil altid gerne ro i verdensrekordtid i træningen frem mod et VM, men med modvind hele weekenden sker det ikke for nogen i feltet alligevel.”

Forventningerne:
“Jeg ved ikke hvad jeg skal håbe på af resultater, men det er gået godt i forberedelserne. Det er altid svært at vurdere chancerne inden et mesterskab, og feltet bliver stærkere og tættere år for år. Som altid ror jeg for at være den hurtigste, det er der ikke noget nyt i. Jeg stiller ikke til start for at blive nummer 10. Mange lægger hårdt ud (Pimenta og Rendschmidt fx, red.,) men jeg skal ikke ligge forrest efter 250 eller 500 meter. Jeg er kun interesseret i at ligge forrest, når jeg rammer målstregen.  Derfor er det vigtigste for mig også, at jeg finder tilbage til min gode, gamle 1.000 meter, hvor jeg ror på mine præmisser og udnytter egne forcer.”

Banen og vejrforhold:
Der er sat et net op modsat tilskuerpladserne som skal skærme for sidevind og tage det værste af vindstødene, hvis det begynder at blæse. Portugal har oplevet en sand hedebølge henover sommeren, og temperaturen ligger stadig over 35 grader, når VM går i gang. Lige nu blæser det ikke så meget, og den blæst der kommer er modvind, så alt i alt tyder det fair forhold for alle.

Om den direkte modvind som står i prognosen torsdag til lørdag, siger René Holten Poulsen:

“Det er fint for mig, jeg har alligevel nærmest kun trænet i modvind hver dag i træningslejren i Portugal. Det ser ikke ud til, at modvinden bliver så hård under VM, men det er trods alt modvind og det betyder noget for udholdenheden.”

Her kan du se VM i kajak:
VM i kajak kan ses live på TV 2 Sport fredag og lørdag og streames ligeledes live på det internationale kano- og kajakforbunds YouTubekanal: https://www.youtube.com/channel/UCVagCjubko2x50KpYhnLsCQ

Program- og resultatlink:
http://timetable.canoesprintportugal.com

René Holten Poulsens program – BEMÆRK: Portugal er EN TIME BAGUD. Tider nedenfor er angivet i både lokale og danske (i parantes) tider:

Torsdag den 23. august:
9.58 (10.58 DK tid) – K2 1.000 meter, indledende heat, vinder kommer direkte i A-finalen, resten i semifinaler.
12.27 (13.27 DK tid) – K1 1.000 meter, indledende heat, 1-6 kommer i semifinalen.

Fredag den 24. august:
9.30 og 9.37 (10.30/10.37 DK tid), K2 1.000 meter semifinaler, 1-3 kommer i A-finalen.
15.44 (16.44 DK tid), K2 1.000 meter A-finale.

Lørdag den 25. august:
9.51, 9.58, 10.05 (10.51-11.05 DK tid) – K1 1.000 meter semifinaler, 1-3 i hver semifinale kommer i A-finalen

12.21 (13.21 DK tid) – K1 1.000 meter A-finale.

Søndag den 26. august:
16.50 (17.50 DK tid) – K1 5.000 meter massestart.

Kontakt til René under VM skal gå via sportschef Lars Robl: mobil 23 49 16 69