VM i kajak 2019 (opd. 24/8 17.35): Ingen OL-kval til René ved VM

VM i kajak 2019 (opd. 24/8 17.35): Ingen OL-kval til René ved VM
21. august 2019 Press
I Nyheder

Lørdag den 24. august:

Mens OL-kvalifikationen i K1 glippede for René Holten Poulsen, Maribo, i går, havde toerkajakken med René Holten Poulsen og Morten Graversen, Silkeborg, muligheden for at kvalificere sig til OL på 1.000 meter i dag. Det krævede en 6. plads ved VM, så minimum en 3. plads var påkrævet i semifinalen.

Selvom den danske båd var med i kampen om finalepladser til til målstregen blev den danske duo desværre slået i kampen om tredjepladsen med sølle 5/100 sekund af Rusland, der tog 3. pladsen efter Tyskland og Australien. Danskerne må derfor nøjes med B-finalen i morgen søndag. I A-finalen kvalificerer top-6 sig til OL i Tokyo.

“Det var et okay løb, og vi roede med det vi havde, og det var ikke nok til slut. Det er mega irriterende at være så tæt på at komme i finalen, men de tre både, der slår os i semifinalen, kan lige så godt være dem, der ender på podiet i morgen,” siger René Holten Poulsen.

OL-kvalifikationsregatta i maj har flere OL-pladser:
Der er stadig en mulighed for at kvalificere sig til OL i Tokyo. I maj bliver kajaksportens sidste OL-kvalifikationsregatta roet i Duisburg, Tyskland.

Der er 2 pladser i K1 og 1 i K2 til stævnet i Duisburg. Til world cup-afdelingen – også i Duisburg – er der også en plads i K1.

OL-kvalifikationsregatta – tid og sted:
21.-24. maj 2020 i Duisburg, Tyskland


Med en super vigtig semifinale i K2 i eftermiddag, betød placeringen i formiddagens C-finale ingenting for René, der bare skulle nedover banen og spare kræfter til K2-semifinalen. Han endte på en 4. plads i C-finalen, der havde andre prominente navne som Tamas Gecso, Tyskland, og Miroslav Kirchev, Bulgarien (der blev 1 og 2 i semifinalen).

I A-finalen tog hjemmebanehåbet Balint Kopasz sig af guldmedaljen med sin stærke spurt mens 2014-verdensmester Josef Dostal vandt sølv og sidste års verdensmester, Fernando Pimenta vandt bronze. Dermed har der været en ny verdensmester på herrernes K1 de seneste 5 år: Dostal 2014, René 2015, Tom Liebscher 2017, Fernando Pimenta 2018 og Balint Kopasz 2019.

Fredag den 23. august:

Semifinalen fredag aften blev skuffende for René, der slog op i banen til sidst, og måtte tage til takke med sidstepladsen og dermed en plads i C-finalen lørdag formiddag.

Formiddag:

Fredag formiddag roede René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub, og Morten Graversen, Silkeborg, sig til en semifinale med en andenplads i deres indledende heat på 1.000 meter toerkajak i en ultratæt afgørelse, hvor Ukraine med et veltimet kast med båden fik sneget sig foran på selve målstregen og vandt med 2/100 sekund.

Ukrainerne imponerede senest ved European Games for to måneder siden, hvor de vandt sølv efter den tyske båd med Max Hoff og Jacob Schopf.

Nummer 1-5 i indledende gik videre til semifinalen, og med 3:10.29 fik den danske duo vist, at de vil kæmpe med om finalepladserne i semifinalen i morgen eftermiddag fra klokken 15.30 – danskernes tid var den 2. bedste på tværs af alle indledende heat.

Danskernes semifinale er den sidste af tre og roes klokken 15.44 i morgen, lørdag. Her møder de bl.a. tyskerne, russerne og Australien. Top-3 i hver semifinale skal ro A-finale søndag klokken 12.00.

God start og stabilt banetempo = tilfredse danskere
“Det var et meget fint løb fra vores side, og vi føler ikke, at vi roede max, så jeg håber, vi kan ro et par sekunder hurtigere på de sidste 300 meter, hvis vi ror godt i semifinalen. I dag roede vi meget fint de første 7-800 meter, men Ukraine var ret ivrige til sidst og kørte all out, og vi slap måske gassen et øjeblik for tidligt, så de hentede os på målstregen. Men vi er tilfredse med vores løb og tiden på 3:10 er også god. Det er et stærkt felt, og vi har en hård semifinale, så det bliver spændende at se, hvordan det går i morgen,” lyder det fra René Holten Poulsen.

Også Morten Graversen var tilfreds med løbet:
“Det var et godt løb fra os i dag. Jeg vidste ikke, hvor vi ville ligge inden løbet, men jeg er godt tilfreds vores præstation. Der var enkelte ting, der godt kunne gå bedre for mig personligt, men René satte et godt tempo ned ad banen, og det gav mig ro på,” fortæller han.

Semifinale på K1 1.000 meter i aften
I aften ror René semifinale på K1 1.000 meter, hvor han bl.a. møder Josef Postal fra Tjekkiet. Renés semifinale er klokken 18.07.

 

Torsdag den 22. august:

Torsdag formiddag fik René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub, en andenplads i indledende heat på K1 1.000 meter ved VM i Szeged, og han er dermed klar til fredag aftens semifinal. Her møder René blandt andre Josef Dostal, Tjekkiet og Etienne Hubert, Frankrig, i sin semifinale med start 18.07.

På en vindblæst robane i Szeged, der ligger syd for Budapest, førte René Holten Poulsen an, da løbet blev skudt i gang, og danskeren havde åbent vand til konkurrenterne midtvejs i løbet. Poulsen gik dog lidt ned på de sidste 500 meter, hvor hviderusseren Aleh Yurenia, der senest vandt bronze ved European Games for to måneder siden, begyndte at røre på sig. På den tredje 250 meter trak han forbi danskeren, der holdt fast i andenpladsen, og dermed sikkert kvalificerede sig til semifinalen.

“Selvom jeg fik et par dårlige første tag, så er jeg fint tilfreds med de første 500 meter, men jeg faldt lidt sammen til sidst, og det skal blive bedre i morgen, hvis jeg skal i finalen,” lyder det fra René Holten Poulsen.

I konkurrence to gange fredag
I morgen fredag formiddag (9.44) ror han indledende løb i toerkajakken over 1.000 meter med Morten Graversen, og tidligt på aftenen er der tre semifinaler i K1 1.000 meter, hvor top-3 fra hver semifinale kommer i A-finalen.

Onsdag den 21. august:

René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub, og resten af det danske kajaklandshold, ror torsdag til søndag om VM-medaljer og OL-kvalifikationspladser, når Szeged i Ungarn lægger anlæg til VM i kajak.

René Holten Poulsen ror enerkajak 1.000 meter samt toerkajak 1.000 meter sammen med Morten Graversen, Silkeborg Kajakklub.

For danskeren er det 10. gang, han deltager ved et senior-VM, hvor han har vundet i alt syv medaljer, senest sølv på 5.000 meter sidste år. (Der er ikke VM i OL-år, så ingen VM i 2008, 2012 og 2016, red.). Debuten kom i 2007 med en 12. plads i K2 med Kim Wraae.

Det er samtidig det største VM nogensinde målt på både deltagende atleter (over 1.000) og deltagende lande (102).

Lang træningslejr med kvalitetstræning
Landsholdet har været i Szeged og træne på VM-banen de seneste par uger og før det var René på træningslejr i Italien i to uger.

“Det er gået rigtig fint på træningslejren. Vi havde to gode uger i Italien, og så har vi trænet på VM-banen i tre uger, faktisk som det eneste land udover Ungarn, der holder til her normalt. Det er rart at have haft en god, stabil træningslejr med høj kvalitet og godt vand,” fortæller René Holten Poulsen fra over 30 graders varme.

Konkurrenterne:
Alle de store kajakstjerner stiller til start på både K1 og K2. I enerkajakken er det fx Fernando Pimenta fra Portugal, hjemmebanehåbet Balint Kopasz fra Ungarn, tjekken Josef Dostal og hviderusseren Aleh Yurenia.

“Alle er til start her til VM, da det jo er OL-kval. I K2 ror vi mod de samme konstellationer som i world cuppen og i K1 er alle de sædvanlige med. Samtidig er feltet meget bredere, fordi blandt andet Asien også er med igen efter Asian Games tidligere på året. Jeg har også hørt, der er en roer fra Tonga med, som kun har roet i fire måneder, og med over 1.000 atleter er det et kæmpestort VM i år,” siger René Holten Poulsen.

Kvalifikationspladser til OL i Tokyo
VM i Szeged er samtidig OL-kvalifikation for de deltagende lande. Kvalifikationskriterierne for nationspladser i Tokyo er som følger i René Holten Poulsens discipliner:

K1 1.000 meter: Top-5
K2 1.000 meter: Top-6

Afhængig af Japans øvrige resultater kan en top-6 også være nok i K1.

RESULTAT-LINK:
Opdateres løbende her: https://results.szeged2019.com/competition/1/races

PROGRAM for René Holten Poulsen

Torsdag den 22. august
9.42: K1 1.000 meter, indledende heat, 1-4 ror sig i semifinalen sammen med de tre bedste 5’er-tider.

Fredag den 23. august
9.44: K2 1.000 meter, indledende heat, 1-5 ror sig i semifinalen sammen med de to bedste 6’er-tider.

18.07-18.21: K1 1.000 meter, semifinaler, 1-3 ror sig i A-finalen.

Lørdag den 24. august
12.14: K1 1.000 meter, A-finale.

15.30-15.44: K2 1.000 meter, semifinaler, 1-3 ror sig i A-finalen.

Søndag den 25. august:
12.00: K2 1.000 meter, A-finale.

16.25: K1 5.000 meter, A-finale (massestart).

Se det LIVE:
VM i kajak kan streames live på det internationale kajakforbund, ICF’s, YouTube-kanal: https://www.youtube.com/user/CanoeKayakTV

Bemærk, at man kan indstille en påmindelse på de enkelte dage og de enkelte konkurrenceafsnit.

VM-hjemmeside:
https://szeged2019.com