René gør rent bord til DM for 3. år i træk – vinder 8 guld i 8 løb

René gør rent bord til DM for 3. år i træk – vinder 8 guld i 8 løb
3. september 2017 Brian Martin Rasmussen
I Nyheder

René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub har travlt for tiden. Efter VM i sidste weekend, hvor han vandt sølv på K1 500 meter, begyndte træningen til Vild med Dans allerede i mandags. I denne weekend tog fra en pause fra dansen for at ro danske mesterskaber på Bagsværd Sø, og her var Maribo-roeren helt skarp: For tredje år i træk gjorde han rent bord med 8 DM-titler (6 i DIF-regi og 2 var forbundsmesterskaber).

Dermed nåede det danske Powerhouse op på 56 senior DM-titler i sin karriere (i DIF-regi, hertil følger 18 forbundsmesterskaber), og han nåede også et par andre milepæle: Han har fortsat ikke tabt på K1 1.000 meter til danske mesterskaber, hvor han i år vandt sin 11. titel i træk. Det var 10. år i træk han vandt K1 500 meter og det var 5. år i træk han og klubkammerat Nils Boe vandt K2 500 meter sammen.

“Jeg er godt tilfreds med DM, og det er fedt at få banket nogle gode løb af i Danmark. Dejligt at vise, at jeg kan være den bedste i mange discipliner og det var specielt dejligt at vinde K1 1.000 meter med 5 sekunder til nummer to, Morten Graversen, og det var fedt at se, at en juniorbåd blev nummer to i K2 500 meter – det lover godt for fremtiden for dansk kajak,” fortæller René Holten Poulsen.

DM-guld til René Holten Poulsen – 2017
K1 1.000 meter
K1 500 meter
K1 5.000 meter
K2 1.000 meter
K2 500 meter
K1 4×200 meter
K4 500 meter
K4 200 meter