Pressemeddelelse fra René Holten Poulsen – lørdag 21. maj 2022:
René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub, roede i dag finale på 1.000 meter enerkajak ved årets første world cup i den tjekkiske by, Racice.
René havde et godt løb og kom i mål på en 6. plads – finalen blev vundet af den forsvarende verdensmester, Fernando Pimenta fra Portugal.
“Jeg er ret glad for min K1-finale, for jeg er ikke langt fra podiet og det er tæt i feltet pt. Jeg er fortrøstningsfuld for sæsonen, for jeg har fokuseret på min grundform i træningen, og har ikke roet mange 1.000 meter i racepace i træningen endnu i år, så min base er rigtig god. Jeg kan mærke, at jeg mangler noget fart på de første 500 meter, men det kan jeg heldigvis gøre noget ved. I finalen kiksede jeg min start en smule, men fik hurtigt roet mig op igen, og selvom det var svært at finde en rytme i kastevindene var det en sjov og fed finale. Jeg er med i kampen selv på en dag, hvor det ikke rigtig spiller, og jeg fik endda slået en af gutterne fra OL-finalen sidste år, så alt i alt var det et godt resultat og et fedt løb,” siger han.
K2 skal i B-finalen på 500 meter
Sammen med Victor Aasmul skulle René prøve at kvalificere toerkajakken til søndagens finale på 500 meter, der sidste år blev valgt ind i det olympiske program til Paris 2024.
Duoen ramte dog ikke dagen, og må en tur i B-finalen i morgen søndag klokken 10.48 efter en 6. plads i semifinalen. Inden world cuppen begyndte var de usikre på deres fart, da Victor Aasmul i ugerne op til world cuppen ikke har kunnet træne pga et styrt på cyklen på vej hjem fra træning.
“Det var ikke særlig godt i toerkajakken i dag og vi mangler noget fart. Vores forberedelse var lidt amputeret, fordi Victor ikke kunne træne ordentligt i et par uger, så vi mangler to sekunder ift sidste år. Det gode er, at vi har mulighed for at træne tempoet i den kommende uge, så vi forhåbentlig ror med i A-finalen i næste weekend,” lyder det fra René Holten Poulsen.
Efter søndagens B-finale tager landsholdet hjem en dag inden de skal til Poznan i Polen, hvor den anden world cup finder sted, denne gang fra torsdag den 26. maj til søndag den 29. maj. René og Victor skal ro K2 sammen mens René også ror med i firerkajakken i Poznan.
—
Følg løbene live:
ICF, det internationale kajakforbund, har deres egen YouTube-kanal, der sender live fra weekendens konkurrencer. Følg den specifikke dag fra dette link:
https://www.youtube.com/c/PlanetCanoe
Resultater opdateres løbende her:
https://memosoft.spotfokus.com/timetable/index.php?page=eventdetail&folder=67&gmt=2&gmt2=-120
—
/Brian Martin Rasmussen
Presseansvarlig for René Holten Poulsen